Svalegangen

Navnet Svalegangen er inspireret af svalen som symbol på hjemkomst, håb og nye begyndelser. Samtidig refererer det til de åbne gange i ældre byhuse, hvor liv leves tæt, men med plads til både fællesskab og privathed – værdier som afspejler tilbuddet.

 

Svalegangen er et pigetilbud under Mental Kompasset, der tilbyder anbringelse på eget værelse til unge piger i alderen 15–23 år med psykiske og sociale udfordringer. Herunder piger med angst, piger der har været udsat for seksuelle krænkelser, samt piger med neurodivergent profil. Tilbuddet danner en tryg og overskuelig ramme, hvor der arbejdes målrettet med trivsel, udvikling og støtte til et selvstændigt liv.

Svalegangen er centralt placeret på Albanigade/Alexandragade i Odense, tæt på handlemuligheder, letbanestop og i gåafstand til centrum. Den centrale beliggenhed gør det nemt at støtte pigerne i at opretholde skole, arbejde og øvrige aftaler samt deltage aktivt i byens fællesskaber.

De fysiske rammer på Svalegangen består af en selvstændig lejlighed i et byhus, hvor tilbuddet råder over en førstesal med entré, fælles køkken og fælles toilet og bad og en anden sal med 3 store værelser. Adgangen til Svalegangen sker via en udvendig trappe, som fører direkte op til lejligheden. De tre værelser fungerer som pigernes private base. Derudover er der adgang til vaskerum med vaskemaskine og tørretumbler. Ved ankomst mødes man af en rolig og hyggelig gårdhave, og lige overfor findes en lille grøn oase, som bidrager til nærvær, trivsel og pauser i hverdagen.

 

Målgruppebeskrivelse

Målgruppen omfatter unge piger i alderen 15–23 år. Fælles for målgruppen er, at de befinder sig i en sårbar livssituation og har behov for en stabil, støttende og udviklende ramme med fokus på trivsel, personlig udvikling og styrkelse af handlekompetencer.

Pigerne er kendetegnet med varierende psykiske, sociale og udviklingsmæssige støttebehov – fra lettere udfordringer, der kræver støtte i hverdagen, til mere komplekse problemstillinger med behov for en omfattende indsats. Pigerne kan eksempelvis opleve angstproblematikker, lavt selvværd, isolationstendenser, OCD, identitetsrelaterede udfordringer eller selvskadende adfærd. Målgruppen omfatter også piger med en neurodivergent profil, herunder autisme og ADHD, som kan have behov for særligt tilpasset støtte og struktur i hverdagen. Nogle af pigerne kan have oplevet omsorgssvigt eller være følelsesmæssigt og psykisk belastede, hvilket kan påvirke deres relationsevne, selvforståelse og daglige funktionsevne. Målgruppen kan desuden indbefatte unge piger, der har været udsat for seksuelle krænkelser eller andre grænseoverskridende oplevelser, og som har behov for en særlig tryg, sensitiv og traumebevidst indsats.

I Mental Kompasset er der tilknyttet en seksualvejleder, som kan understøtte den unge i arbejdet med grænsesætning, kropsforståelse og relationer. Indsatsen kan – med afsæt i den unges parathed – rette sig mod at skabe kontakt til og forståelse for det indre følelsesliv som led i bearbejdning af oplevede krænkelser, samt støtte den unge i at udvikle nye, mere hensigtsmæssige narrativer om egne erfaringer og identitet.

Mental Kompasset har desuden en medarbejder med specialiseret kompetence inden for narrativ traumebehandling. Denne faglige viden bidrager til en traumebevidst tilgang i indsatsen, hvor der tages højde for, hvordan belastende oplevelser kan påvirke den unges trivsel, relationer og udvikling. Det understøtter arbejdet med at skabe trygge rammer, styrke den unges forståelse af egne reaktioner og fremme positive udviklingsprocesser.

Fælles for pigerne er, at de – trods deres udfordringer – har ressourcer og potentiale til på sigt at kunne leve et selvstændigt liv i egen bolig. Indsatsen har derfor et udviklingsperspektiv, hvor der arbejdes målrettet med at styrke deres selvstændighed, hverdagsmestring og evne til at indgå i uddannelse, beskæftigelse og sociale fællesskaber.

Målgruppen omfatter ikke unge med udadreagerende adfærd, aktivt misbrug eller en historik med kriminalitet. Der er således fokus på en målgruppe, der profiterer af en rolig, forudsigelig og udviklingsstøttende indsats, hvor der arbejdes med vitalisering, mentalisering og opbygning af psykisk robusthed. Dette understøtter den unges mulighed for at udvikle større selvforståelse, trivsel og mestring af hverdagslivet.

At tilbuddet er et pigehus, giver særlige pædagogiske og udviklingsmæssige fordele. Det skaber en tryg og genkendelig ramme, hvor pigerne kan udvikle sig uden pres fra kønsdynamikker, som for nogle kan være forbundet med utryghed eller tidligere traumeoplevelser. Et pigefællesskab kan understøtte spejling, samhørighed og gensidig forståelse, hvilket styrker arbejdet med identitet, selvværd og relationer. Samtidig giver det bedre mulighed for at arbejde kønssensitivt og målrettet med de problematikker, som er særligt fremtrædende hos målgruppen.

På Svalegangen møder vi den enkelte unge med respekt, nysgerrighed og troen på, at udvikling sker gennem trygge relationer og meningsfulde fællesskaber. Støtten tilrettelægges individuelt med udgangspunkt i den unges ressourcer, ønsker og aktuelle udfordringer. Der arbejdes med afsæt i den unges plan og de mål, der opstilles i samarbejde med den anbringende myndighed, så indsatsen understøtter den ønskede udvikling og skaber sammenhæng mellem hverdagen på Svalegangen og de overordnede indsatsmål.

Vi arbejder relationelt og kønssensitivt med fokus på at skabe struktur, forudsigelighed og sammenhæng i hverdagen. Samtidig støtter vi den unge i gradvist at udvikle de kompetencer, der er nødvendige for at mestre et selvstændigt voksenliv. Vi har en særlig opmærksomhed på de udfordringer, som mange unge piger kan stå i, og på hvordan køn, identitet, relationer og livserfaringer kan have betydning for trivsel og udvikling.

 

Indsatsen kan blandt andet omfatte støtte til:

  • Håndtering af skole, uddannelse eller beskæftigelse
  • Strukturering af hverdagen
  • Økonomi og budgetlægning
  • Indkøb og madlavning
  • Rengøring og boligvedligeholdelse
  • Sociale relationer og netværk
  • Mental trivsel og følelsesregulering
  • Kontakt til myndigheder og samarbejdspartnere


Målet er, at den unge oplever større selvstændighed, øget trivsel og tro på egne evner.

Svalegangen er et hjem med plads til både fællesskab og selvstændighed.

Svalegangen er et lille tilbud med kun tre pladser. Det giver mulighed for nærværende støtte, høj grad af fleksibilitet og et roligt miljø, hvor den enkelte unge kan finde fodfæste uden at blive en del af et større institutionslignende miljø.

De unge har deres eget værelse som privat base, samtidig med at de har mulighed for at indgå i et mindre fællesskab med andre unge i lignende livssituationer. Denne kombination af selvstændighed og tilgængelig støtte skaber gode forudsætninger for personlig udvikling og en tryg overgang til voksenlivet.

Har du spørgsmål til Svalegangen, og ønsker du yderligere information om vores pakke og pris, er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende samtale.